Christianslyst

Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger

SdU-bilen

SdU er paraplyorganisation for de danske idræts- og ungdomsforeninger i Sydslesvig med ialt ca. 12.000 medlemmer. 69 foreninger og fire landsdelsorganisationer med omkring 30 grupper er tilsluttet SdU. De tilsluttede foreninger rækker lige fra store idrætsforeninger med op til 1.000 medlemmer til små foreninger i landsdelen med en snes medlemmer.Foreningerne tilbyder en bred vifte af aktiviteter inden for idræt og kultur. Landsdelsorganisationerne Dansk Spejderkorps i Sydslesvig (DSS), FDF Sydslesvig, KFUM&K i Sydslesvig og Menighedernes Børne- og Ungdomsarbejde (MBU) er organiseret centralt i grupper i hele Sydslesvig. SdU driver desuden som tagorganisation 12 fritidshjem, fritids- og ungdomsklubber, lejrskole og kursuscentret Christianslyst, Aktivitetshuset i Flensborg, Idrætshallen i Flensborg, Træningshallen i Slesvig, en række idrætsanlæg, klub- og bådhuse, samt lejrfaciliteter for de tilsluttede foreninger og landsdelsorganisationer.

Idræt, kultur og kurser

Ekskursion

De fleste idrætslige og kulturelle aktiviteter foregår i foreningsregi eller foretages i landsdelsorganisationernes grupper. På det tværfaglige område er der nedsat en række aktivitetsudvalg, der bl.a. gennemfører stævner, turneringer, lejre, kurser, udstillinger, koncerter og lederuddannelser. SdU samarbejder med en række ungdomsorganisationer i Danmark, det øvrige Skandinavien og Tyskland. Desuden medvirker SdU i europæiske mindretalsorganisationers arbejde.

SdU´s fritidshjem og klubber

I 1949 begyndte SdU at etablere klubfaciliteter til uorganiserede unge. Siden da har hjemmene udviklet sig til flerleddede institutioner med både fritidshjem, fritids- og ungdomsklubber. Fem institutioner ligger i Flensborg, mens resten er fordelt over hele landsdelen fra Vesterland på Sild til Bydelsdorf i det sydligste hjørne af Sydslesvig.

Lidt historie

Efter folkeafstemningen i 1920 var målsætningen at organisere de danske ungdomsforeninger i Sydslesvig, og i 1923 dannedes de "Mellemslesvigske Ungdomsforeninger", der senere blev til SdU. Antallet af foreninger og medlemmer voksede støt, men væksten blev afbrudt af 2. verdenskrig. Herefter voksede antallet af foreninger hurtigt igen, og SdU stabiliserer sit arbejde gennem etableringen af institutioner og idrætsanlæg. I dag er SdU en organisation i stadig fremdrift, der både i det idrætslige, kulturelle og institutionelle børne- og ungdomsarbejde hele tiden forsøger at have fingeren på pulsen.

Kilde: SdUs hjemmeside (http://www.sdu.de)